- DSD
Aftale på plads
TIDLIGERE PROFESSIONEL BASKETBALLSPILLER HAR TIRSDAG AFTEN INDGÅET AFTALE MED DARK SKY DIAMONDS OM AT STYRKE HOLDETS TRÆNERTEAM.

Dark Sky Diamonds har tirsdag aften indgået en aftale med den 43-årige græske tidligere professionelle basketballspiller og mangeårige træner i blandt andet topklubben SISU Basket, Panagiotis Konstantinidis, om at han i løbet af to uger indtræder som træner i basket-klubben på Møn.
Panagiotis Konstantinidis har en professionel karriere som spiller i Grækenland bag sig og med topklubber som SISU og Espergærde på træner-CV´et har han bevist at han kan bidrage til selv de allerbedste klubber i Danmark. SISU er Danmarks mest vindende klub, der tæller 11 danmarksmesterskaber for herre seniorer og 17 til damerne. SISU har desuden som den første danske klub sendt en spiller til NBA, Christian Drejer, som blev den første dansker til at blive draftet til NBA, verdens stærkeste basketliga.
Panagiotis Konstantinidis kommer til at arbejde tæt sammen med Dark Sky Diamonds´ nuværende træner Oskar Emanuel Mortensen, som har mange år som aktiv spiller i blandt andet Næstved basket bag sig.
- De to dygtige trænere udgør tilsammen et meget kompetent trænerteam, som sikrer at vi både har et ekstremt godt tilbud til drengeholdet, og derudover får vi nu også en fast resurse på at træne pigeholdet, fortæller Søren Ishøy, der som manager for klubben i aften fik aftalen på plads med Panagiotis Konstantinidis.
- De to trænere er samtidig et virkelig godt tilbud til alle 30+ spillere, der har interesse i at spille basketball. Med det her trænerteam er her virkelig noget for alle, tilføjer Thomas Jensen, som er den anden halvdel af managerholdet, der i et stærkt samarbejde med Møns Håndbold har skabt rammerne for Dark Sky Diamonds udvidelse af trænerteamet.
Træning er fortsat hver tirsdag aften kl 19.30 i MOENA - Mønshallerne, hvor piger, drenge og 30+spillere er hjertelig velkomne.
Interesserede sponsorer eller andre der vil være med i Dark Sky Diamonds - som spiller eller på managerteam - kan læse mere og kontakte klubben på DarkSkyDiamonds.dk eller skrive til mail@darkskydiamonds.dk.